Magento

SEO optimering af dine YouTube videoer

Julian F. Christmas
Af Julian F. Christmas · 15/02 - 2019 · Læsetid: 11 min..

Videoer er dét, der kan skille dig ud fra konkurrerende webshops. Men hvad er videoer værd, hvis ingen ser dem?

Kært barn har mange navne: Videooptimering, YouTube markedsføring eller YouTube SEO. Fælles for alle begreberne er, at målet er at dine film bliver set. Ikke nok med din video bliver synlig på YouTube - den bliver også vist i Google og Bings søgeresultat. I denne 6 trins guide går du hurtigt fra amatør til ekspert i optimering af dine videoer.

Hvorfor er videoer vigtige for din webshop?

Et billede siger mere end 1000 ord. En video har 60 billeder pr. sekund.

Mennesker elsker historier, og vores hjerner er bygget til at huske historier. Videoer fortæller historier godt. Derfor bør du bruge videoer på din webshop.

Ikke nok med at du skal bruge det på selve din webshop, og det øger nemlig konverteringsraten - du skal også bruge det aktivt i din markedsføring. YouTube alene er verdens anden største søgemaskine. Større end Microsofts Bing. Facebook leverer hver dag 100 millioner timers video til sine brugere, og Google har en forkærlighed for at vise videoer direkte i søgeresultat.

For at skille din webshop ud, skal den være mere end blot et sted jeg køber et produkt. Det skal være en fortælling. Et univers. Et brand jeg er loyal overfor. Effekten forstærker du med histoier. Hvorfor ved jeg, at det virker? Fordi vi gennem de sidste mange år har hjulpet utallige webshops med at løfte deres konverteringsrate. Hver gang vi har fortalt historier er konverteringsraten steget betydeligt.

I artiklen Derfor er vi vilde med video på webshops har vi uddybet hvorfor vi mener, at det er en rigtig god idé at implementere videoer på fx din Magento webshop.

Du ved nu, at videoer er vigtigt - lad os komme i gang med at få dine videoer set.

I denne artikel vil du lære det helt basale. Det absolutte minimum af optimering, som du SKAL gøre på alle dine videoer.

Skal jeg lave SEO på mine YouTube videoer?

Når du har brugt tid og energi på at lave en god video, så skal den også ses. Det bliver den ikke, hvis du ikke laver basal YouTube SEO. Svaret er derfor ja.

Her er et eksempel på en YouTube video, som vi optimerede for en kunde. Grafen taler sit eget tydelige sprog.

Basal Youtube optimering kan have stor effekt

Basal YouTube SEO

Google, som ejer YouTube, gør ikke noget tilfældigt. Du skal derfor omfavne de muligheder, som YouTube giver dig som video-udgiver. Du kan nemt ændre din titel, beskrivelse, tags og sågar “thumbnail” på dine videoer - udfyld dem. Så hjælper du Google med at forstå dit indhold. Når Google forstår dit indhold, bliver det præsenteret over for de relevante personer. Det betyder flere sete minutter for dig.

Titel

Titlen skal stemme overens med din videos indhold. Fokuser på at få dine vigtigste keywords med i titlen. I titlen skal du ikke bruge energi på at nævne dit brand. Det står allerede klart som afsender på din YouTube-kanal.

Hvordan finder du dine keywords?

(Det her er en helt basal guide, så her kommer også basale keyword research ideer)

Hold dig indenfor 65-70 tegn inklusiv mellemrum. YouTube tillader op til 100 tegn, men når videoen vises i sidebar eller på visse mobile enheder bliver titlen skåret over. Titlen er noget af det første brugerne ser, når de finder din video i søgeresultatet. Både på Google, Bing og YouTube. Vær derfor særlig opmærksom på at optimere dine titler.

Eksempel på Youtube video vist i søgeresultatet

Videobeskrivelse

Ligesom titlen indeholder beskrivelsen også keywords og relevant information i forhold til indholdet i videoen, og er en visuelt store elementer brugeren ser i søgeresultatet.

Sagt med andre ord: Titlen lokker brugeren til, og beskrivelsen får dem til at klikke på den.

Det vigtigste, som jeg kan sige om din YouTube videobeskrivelse er, at du skal beskrive din videos indhold, og ikke lave reklame for dit produkt. En god videobeskrivelse har mere indhold end videotitlen, men er ikke for lang. Hold dig omkring 300 tegn inklusiv mellemrum. Vil du skrive 1500 ord om emnet, så skal det på din blog, og ikke i din YouTube beskrivelse.

Det er kun første del af din beskrivelse, der bliver vist i søgeresultatet, så det er her du virkelig skal lokke brugerne. Mange skriver et link til deres webshop som den første linje. Det er et absolut no-go. Link til din webshop og produktsider bør være allersidste element i din videobeskrivelse.

Et eksempel på en dårlig videobeskrivelse - og hvordan den kan optimeres

Jeg er stor fan af Pixizoo, og den måde de bruger videoer på deres webshop. De viser personlighed, de skiller sig ud, og de gør mig tryg ved at handle hos dem. Men deres beskrivelser på YouTube er forfærdelige.

Som et eksempel vil jeg her fremhæve deres fantastiske video om Recaro Zero 1 - en prisvindende autostol. Her kigger vi kun på de første 2 linjer af beskrivelsen.

Pixizoo.dk's video om Recaro Zero 1

Recaro Zero 1 er en virkelig lækker autostol fra Recaro. Stolen er i-size certificeret og med Isofix montering. Zero-1 har en 360 …

De fortæller os her om produktet, men de fortæller os ikke om videoen. Lad os optimere beskrivelsen med det, som du allerede har lært af artiklen indtil videre.

Med meget små ændringer har vi optimeret video titel og beskrivelse

Se genenmgang af autostolen Recaro Zero 1. Vi viser dig alle dens funktioner og fortæller dig om det er den rigtige stol for dit barn…

Beskrivelsen handler nu om hvad der er i videoen - ikke om produktet.

Bemærk: Det her er kun de øverste to linjer. Det er dem der bliver vist i søgeresultatet. Du skal optimere hele din videobeskrivelse for at få fuld valuta for pengene.

Huskeliste til optimering af videobeskrivelse

  • Skriv to til tre sætninger i beskrivelsen

  • Skriv 300 tegn inkl. mellemrum

  • Sørg for dine to første linjer sælger videoen til brugeren

  • Indsæt minimum 1 link til din webshop (Gerne direkte til produktet)

  • Indsæt aldrig et link i de første to linjer i din beskrivelse

Thumbnails

Thumbnails er de små stil-billeder af din video. Thumbsnails fylder visuelt meget i YouTube søgeresultat. Her i den basale YouTube optimeringsguide holder vi det simpelt:

  • Vælg et pænt billede

  • Vælg ikke et billede, der er proppet med tekst

  • Prøv ikke at manipulere brugerne til at klikke på dit billede

  • Vis noget der er relevant for din video (Tager vi Pixizoo eksemplet igen, så viser de eksperten og autostolen som hun vil tale om, som er en god thumbnail)

Tags på YouTube

Kan du huske de gode gamle dage, hvor du kunne spamme meta-keywords? Dengang hvor det var nemt at lave SEO. Sådan er det til dels stadig på YouTube.

Tags hjælper brugerne - og YouTubes algoritme med at forstå dine videoer. Lad os tage to lynhurtige to do and do not:

Tags do

  • Tilføj mange relevante tags til din video

  • Tilføj tags indeholdende søgeord, som du gerne vil have din video fundet på

Tags Do not

  • Spam din video med irrelevante tags

  • Brug tags som #Like #Subscribe #Comment

Tags er ikke lige så vigtige som en optimeret titel og thumbnail, men de er vigtige.

Undertekster

Undertekster er noget af det vigtigste, som du kan optimere, hvis du planlægger at dine videoer også skal bruges på Facebook. 85% af alle videoer på Facebook bliver set uden lyd.

85%

Det tal lader vi lige stå for sig selv.

Undertekster er derfor enormt vigtige for brugerne. Samtidig hjælper det YouTubes algoritme med at forstå indholdet i dine videoer.

Sådan tilføjer du nemt undertekster til din video på YouTube

  1. Klik på Edit video (På dansk: Rediger video) under din video

Klik på Edit video for at tilføje undertekster

  1. Klik på Subtitles/CC

Under Subtitles/CC kan du tilføje undertekster til din Youtube Video

  1. Klik på “Add new Subtitles or CC”

  2. Se nu din video igennem, alt imens du tilføjer undertekster løbende.

  3. Tryk på Gem når du er færdig.

Sådan downloader du undertekster fra YouTube til brug på Facebook

  1. Klik på Edit video (På dansk: Rediger video) under din video

  2. Klik på Subtitles/CC

  3. Tryk på sproget du ønsker at downloade

  4. Tryk på “Actions” - Vælg SRT

  5. Dine undertekster bliver nu downloadet til din computer

  6. Omdøb underteksterne (I en .srt fil) til sigendenavn.da_DK.srt

I dropdown menuen Actions kan du downloade dine undertekster som SRT format

Playlist

Det her er egentlig ikke nødvendigt, men det vil spare dig tid i fremtiden. Opret relevante playlister på din YouTube Kanal. Tilføj dine videoer løbende til disse playlister og lav et informationshieraki meget lig det på din webshop. Organiser eksempelvis videoerne i produktkategorier eller i en “silo” du kalder Guides.

Ved at organisere dine videoer på playlister, kan du skabe en naturlig bro til din webshop. Playlisterne kan du tilføje til dine kategorisider på din webshop. Brugerne kan lade sig rive med og se alle videoer på en playliste på én gang.

Fremadrettet er det nemmere for dig, at se indenfor hvilke “informationssiloer” du mangler videoer.

Tjekliste til basal YouTube SEO

Dette var den helt basale guide til optimering af dine YouTube videoer. Ved at gøre disse ting er du godt med fra start. Du får mere ud af alle de kræfter du har lagt i, at optage og redigere videoer til din webshop.

For at opsummere:

  1. Du skal skrive en sigende titel

  2. De to første linjer af din beskrivelse er vigtigst

  3. Vælg et thumbnail der er sigende for videoens indhold

  4. Tilføj tags til dine videoer

  5. Tilføj undertekster hvis du vil bruge din video på Facebook

  6. Tilføj dine videoer til Playlist

6 trin og du er godt i gang med at optimere dine YouTube videoer!

Sådan strukturerer du din YouTube video, så den ranker bedre

Jeg har introduceret dig til den basale YouTube video SEO ovenover, men en anden vigtig ting er også selve struktureringen af din YouTube-video.

På YouTube er den samlede tid, som brugerne ser dine videoer nemlig med til at forbedre dine placeringer. Du vil derfor gerne fastholde brugerne så længe som muligt.

Hvordan gør du bedst det?

Din YouTube video skal ikke være en sludder for en sladder, men derimod struktureret på en ordentlig måde. Det gør du ved at bruge denne metode, når du skal strukturere dine videoer:

  • Introduktion: Det er i denne del, hvor du kort forklarer om problemet samt nævner noget der relaterer til titlen på din video. På den måde sikrer du også, at brugeren fastholdes, da de med sikkerhed ved, at videoen omhandler præcis det som titlen har afsløret og at de er landet det rigtige sted.

  • Problemet/spørgsmålet: Nu skal du fortælle problemet/spørgsmålet, som din video bygger på.

  • Løsning: Her skal du præsentere svaret og løsningen på det, som du lige har fortalt brugeren om. Det er den her del, som brugerne er kommet for, og det er her du fortæller brugeren hvad der skal tages aktion på, hvad næste skridt er m.m.

  • Opsummering/konklusion: En kort fortælling om problemet og løsningen. Den sidste del af videoen bør kort opsummere hvad du har fortalt om i videoen, og herunder også de vigtige punkter, som brugeren skal tage med sig efter at have set din video.

Du kan måske genkende struktureringen fra opgaver i studietiden, og den er faktisk ikke meget anderledes. Se din YouTube video som en historie der skal være fængende fra start til slut, og som en video der har et decideret formål. Det er derfor en rigtig god idé at benytte denne fremgangsmåde, da du sikrer dig at flere brugere ser videre, hvis du sørger for at have en god introduktion, som også viser brugeren at de er landet det helt rette sted.

God fornøjelse med optimeringen!